Velfærd før beton – lad os passe på Ishøjs grønne åndehuller
Af Betina Havmand, borgmesterkandidat for Ishøjlisten
Debatten om boligbyggeri fylder meget i Ishøj. Nogle mener, at flere boliger automatisk giver flere penge til kommunen – og dermed til vores skoler, daginstitutioner og ældrepleje. Men tallene viser en anden virkelighed.
Vi har regnet på det: Hvis vi bygger 100 nye boliger, vil det give ca. 11 mio. kr. i ekstra indtægter. Men udgifterne til flere børn i dagtilbud og skole, øget behov for ældrepleje og mere pres på kommunens drift sluger størstedelen af beløbet. Tilbage står vi med et nettooverskud på kun ca. 3,5 mio. kr. – langt fra det mirakel, nogen fremstiller det som.
Og det er kun økonomien. Flere boliger betyder også mere trafik, mindre plads og risiko for at miste de grønne åndehuller, der er en del af Ishøjs sjæl. Vores parker, naturarealer og rekreative områder er ikke bare pynt – de er afgørende for vores livskvalitet, vores børns trivsel og vores fællesskab.
Som borgmesterkandidat for Ishøjlisten mener jeg, at vi skal tænke langsigtet:
•Vi skal bevare og beskytte vores grønne områder – en gang bebygget, altid tabt.
•Vi skal investere i de skoler, daginstitutioner og plejehjem, vi allerede har – før vi bygger mere, der øger presset på dem.
•Vi skal sikre, at velfærden mærkes – ikke bare styres.
Ja, vi kan bygge nyt, men det skal ske med omtanke, med fokus på kvalitet frem for kvantitet og med respekt for Ishøjs unikke identitet. Kommunens økonomi bliver ikke reddet af at bygge løs – den bliver styrket af kloge beslutninger, der sætter borgerne først.Når vi værner om vores grønne åndehuller og investerer i vores eksisterende velfærd, investerer vi i det, der gør Ishøj til et fantastisk sted at bo. Det er vejen frem – ikke flere betonblokke for enhver pris.
Ved vores årlige generalforsamling udpegede Ishøjlisten enstemmigt Betina Havmand Demir som vores spidskandidat til kommunevalget i 2025.
Hendes dedikation til at støtte de svageste i samfundet og evne til altid at sætte borgerne i centrum, gør hende til den perfekte repræsentant for vores politik, lyder det fra partiet.
Betina er et kendt ansigt hos Ishøj, og vi er stolte af at have hende med i vores fællesskab. Efter mange år ansættelse i Kommunen, ved hun præcis, hvor ligtornene trykker, og hun er ikke bange for at trykke på dem.