Af Betina Havmand Demir – Borgmesterkandidat for Ishøjlisten

Den første uge tilbage i skolen er fyldt med smil, gensynsglæde og forventning. Men vi ved også, at bag de glade ansigter gemmer der sig en virkelighed, vi er nødt til at forholde os til: alt for mange børn mistrives.

Ifølge Børns Vilkår oplever hvert femte barn i folkeskolen mistrivsel i større eller mindre grad. Og en undersøgelse fra Skolelederforeningen viser, at 4 ud af 10 skoleledere må prioritere mellem trivsel og faglighed, fordi ressourcerne simpelthen ikke rækker til begge dele.

Jeg ved, at hvis vi vil have stærke fællesskaber i vores skoler, så kræver det, at vi investerer i dem. Vi i Ishøjlisten står sammen om den vision. Vi kan ikke forvente, at fællesskaber trives, hvis børn falder igennem – for når ét barn mistrives, påvirker det hele klassen, hele fællesskabet og i sidste ende hele familien.

Det kræver:

  • Nok voksne i klasserne til at se det enkelte barn.
  • Tid og støtte, når en elev halter fagligt eller socialt.
  • Et tæt samarbejde mellem skole, hjem og fritidstilbud.

Vi skal sikre, at velfærd mærkes – ikke bare styres. Det betyder, at vi må se på det enkelte barn og skabe rammer, hvor både trivsel og faglig udvikling er muligt for alle.

Jeg stiller op som borgmesterkandidat for Ishøjlisten, fordi jeg vil være garant for, at vi prioriterer vores børn, vores fællesskaber og vores velfærd – ikke bare i festtaler, men i budgetter og beslutninger. Og vi i Ishøjlisten vil kæmpe for, at det bliver virkelighed.

Hvis vi vil have reel forandring, skal vi handle nu. Og det starter med at sætte ❌krydset ved Ishøjlisten.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *